EU-regnskabsstandarder forklaret: Direktiver, lokal regnskabsskik og hvad der gælder for jer
Hvad regnskabsdirektivet rent faktisk kræver, hvor IFRS er obligatorisk, hvordan den nationale regnskabsskik varierer fra land til land, og en beslutningstabel til at afgøre, hvilke regler der gælder for din virksomhed.
Der findes ikke ét enkelt sæt EU-regnskabsstandarder. Det, vi har, er et lagdelt system: et EU-direktiv, der fastsætter minimumsreglerne for årsregnskaber, en forordning, der gør IFRS obligatorisk for børsnoterede selskabers konsoliderede regnskaber, og 27 nationale regnskabssæt, der udfylder alt det, direktivet overlader til medlemslandene. En virksomhed i EU udarbejder sine lovpligtige regnskaber efter de nationale regler i det land, hvor den er registreret, og det er disse nationale regler, direktivet er blevet omsat til lokalt.
Denne artikel forklarer hvert enkelt lag, viser de størrelsesgrænser, der afgør, hvor meget en virksomhed skal oplyse, og slutter med en tabel til at finde ud af, hvilket regelsæt der gælder for dig.
Første lag: Regnskabsdirektivet
Direktiv 2013/34/EU, i dagligt tale kaldet regnskabsdirektivet, er regelsættet på EU-niveau for selskabers årsregnskaber. Det erstattede det fjerde og syvende selskabsretsdirektiv i 2013. Et direktiv gælder ikke direkte for virksomheder; hvert medlemsland implementerer det i national lovgivning, og det er den nationale lovgivning, en virksomhed skal følge.
Direktivet fastsætter et mindre antal faste rammer for alle:
- Generelle principper: fortsat drift (going concern), forsigtighed, periodisering, konsistens samt substans over form (hvor sidstnævnte er en medlemsstatsoption).
- Opstillingsformer: et valg mellem balancemodeller (bilag III og IV) og resultatopgørelsesmodeller (bilag V og VI). Hvert medlemsland vælger, hvilke af disse deres virksomheder må benytte.
- Noter til regnskabet: et obligatorisk kernesæt med yderligere krav, jo større virksomheden bliver.
- En ledelsesberetning for mellemstore og store virksomheder.
- Revision: obligatorisk for mellemstore og store virksomheder samt virksomheder af offentlig interesse (public-interest entities). Medlemslandene kan undtage små virksomheder, hvilket de fleste gør.
- Offentliggørelse: det godkendte regnskab skal indsendes til det nationale erhvervsregister senest 12 måneder efter balancedagen.
Alt andet overlades til national lovgivning, hvilket er årsagen til, at to virksomheder af samme størrelse i to forskellige medlemslande kan præsentere regnskaber, der ser ret forskellige ud.
Størrelseskategorier og grænserne for 2024
Direktivet inddeler virksomheder i fire kategorier på baggrund af tre kriterier: balancesum, nettoomsætning og gennemsnitligt antal ansatte i løbet af regnskabsåret. En virksomhed placeres i en kategori, når den på balancedagen ikke overskrider mindst to af de tre grænser. Den rykker først til en anden kategori efter at have overskredet eller underskredet grænserne i to regnskabsår i træk.
Delegeret direktiv (EU) 2023/2775 forhøjede beløbsgrænserne med ca. en fjerdedel for at korrigere for inflation. Medlemslandene skulle anvende de nye grænser for regnskabsår, der begynder den 1. januar 2024 eller senere, med mulighed for at anvende dem et år tidligere.
| Kategori | Balancesum | Nettoomsætning | Gennemsnitlige ansatte |
|---|---|---|---|
| Mikrovirksomhed | ≤ 450.000 € | ≤ 900.000 € | ≤ 10 |
| Lille | ≤ 5.000.000 € | ≤ 10.000.000 € | ≤ 50 |
| Mellemstor | ≤ 25.000.000 € | ≤ 50.000.000 € | ≤ 250 |
| Stor | overskrider to eller flere mellemstore grænser |
Medlemslandene kan forhøje beløbsgrænserne for små virksomheder med op til 50 procent, således at den lille kategori i visse lande kan nå op på en balancesum på 7,5 mio. € og en omsætning på 15 mio. €. Tjek altid den nationale implementering i stedet for selve direktivet, når en virksomhed ligger tæt på en grænse.
Hvad de enkelte kategorier skal udarbejde
| Forpligtelse | Mikrovirksomhed | Lille | Mellemstor | Stor |
|---|---|---|---|---|
| Balance og resultatopgørelse | Ja, forkortede formater tilladt | Ja, forkortede formater tilladt | Fuld | Fuld |
| Noter | Kan undtages fra de fleste noter | Reduceret sæt | Fuld sæt | Fuld sæt plus ekstra oplysninger |
| Ledelsesberetning | Kan undtages | Kan undtages | Obligatorisk | Obligatorisk |
| Lovpligtig revision | Fritaget i de fleste medlemslande | Fritaget i de fleste medlemslande | Obligatorisk | Obligatorisk |
| Offentliggørelse | Kun balance i visse medlemslande | Balance og noter; resultatopgørelse kan udelades | Fuld sæt | Fuld sæt |
| Pengestrømsopgørelse | Ikke et krav i direktivet | Ikke et krav i direktivet | National option | National option |
Direktivet kræver ikke en pengestrømsopgørelse af nogen overhovedet. Visse medlemslande kræver en sådan fra mellemstore og store virksomheder, og IFRS kræver det altid, hvilket er en af grundene til, at det samme koncernregnskab kan indeholde en pengestrømsopgørelse, mens et datterselskabs eget lovpligtige regnskab undlader den.
Andet lag: IFRS for børsnoterede koncerner
Forordning (EF) 1606/2002, IAS-forordningen, kræver, at alle selskaber, hvis værdipapirer er optaget til handel på et reguleret EU-marked, udarbejder deres konsoliderede regnskaber efter IFRS, således som disse er godkendt af EU. Dette har været gældende siden regnskabsår, der startede i 2005. Da der er tale om en forordning frem for et direktiv, gælder den direkte uden national implementering.
To punkter misforstås ofte:
- Forordningen omfatter udelukkende koncernregnskaber. Et børsnoteret moderselskabs egne årsregnskaber og alle dattervirksomheders årsregnskaber følger national regnskabsskik, medmindre medlemslandet har udnyttet sin option til at udvide IFRS til også at gælde for disse.
- "IFRS som godkendt af EU" er ikke identisk med IFRS som udstedt af IASB. Hver enkelt standard gennemgår en EU-godkendelsesproces, og der har forekommet tidsmæssige forskydninger og undtagelser (carve-outs). I praksis berører disse forskelle meget få virksomheder, men det juridiske udgangspunkt er den EU-godkendte version.
Medlemslandene kan tillade eller kræve IFRS for ikke-børsnoterede selskaber og for årsregnskaber. Flere tillader det, men de færreste kræver det. En ikke-børsnoteret virksomhed, der frivilligt vælger IFRS, gør det som regel, fordi et moderselskab eller en investor aflægger rapport efter disse standarder.
Tredje lag: National regnskabsskik
Det nationale regelsæt er dér, hvor de egentlige regnskabsregler findes for de allerfleste EU-virksomheder. Her er et enkelt eksempel for hvert af følgende lande:
- Tyskland følger tredje bog i Handelsgesetzbuch (HGB), hvor skatteregnskabet udledes af det handelsmæssige regnskab ved hjælp af en XBRL-taksonomi (E-Bilanz) til indberetning til skattemyndighederne.
- Frankrig følger Plan Comptable Général (PCG), som foreskriver en obligatorisk national kontoplan og fodrer den standardiserede skatteangivelse (liasse fiscale).
- Litauen følger de erhvervsøkonomiske regnskabsstandarder (Verslo apskaitos standartai, VAS) med en anbefalet national kontoplan, som de fleste virksomheder tager til sig uændret.
- Sverige benytter Bokföringsnämndens regelsæt: K2, et forenklet regelsæt for mindre virksomheder, og K3, det principbaserede hovedregelsæt, samt K4 for koncerner, der anvender IFRS.
- Holland kombinerer Bog 2, afsnit 9, i den civile lovbog med retningslinjerne fra det hollandske regnskabsråd (Raad voor de Jaarverslaggeving) og tillader små virksomheder at anvende skattemæssige værdiansættelsesregler i deres lovpligtige regnskaber.
Dette mønster går igen på tværs af de øvrige medlemslande: en national lov, der implementerer direktivet, et regnskabsråd, der udsteder detaljerede vejledninger, og i mange lande en obligatorisk eller anbefalet kontoplan. Kontoplanen er det vigtigste element for softwareudviklere, fordi den afgør, hvordan hver enkelt transaktion bogføres, og hvordan regnskabslinjerne opbygges ud fra kontosaldi.
Hvilket regelsæt gælder for dig
| Din situation | Årsregnskab for hver enkelt virksomhed | Koncernregnskab |
|---|---|---|
| Enkeltstående virksomhed, ikke børsnoteret | National regnskabsskik i registreringslandet | Ikke påkrævet |
| Koncern af ikke-børsnoterede virksomheder, lille koncern | National regnskabsskik pr. virksomhed | Fritaget for konsolidering i de fleste medlemslande (fritagelse for små koncerner) |
| Koncern af ikke-børsnoterede virksomheder, mellemstor eller stor koncern | National regnskabsskik pr. virksomhed | National koncernregnskabsskik; IFRS tilladt i mange medlemslande |
| Koncern med moderselskab børsnoteret på et reguleret EU-marked | National regnskabsskik pr. virksomhed, medmindre medlemslandet udvider IFRS | IFRS som godkendt af EU, obligatorisk |
| EU-datterselskab med ikke-EU-moderselskab | Datterselskabets lands nationale regnskabsskik | Afhænger af, om EU-delkoncernen selv er fritaget; fritagelsen kræver som regel, at det overordnede moderselskabs koncernregnskab er ækvivalent og indsendt lokalt |
En lille koncern defineres ud fra de samme tre kriterier som en lille virksomhed, anvendt på koncernen på et konsolideret eller aggregeret grundlag. Koncerner, der lige nøjagtig overstiger grænserne for små virksomheder, bliver ofte overraskede over, at de for første gang skal udarbejde et koncernregnskab.
Hvad der ændrer sig, når I bliver en koncern
Konsolidering tilføjer et regnskabsmæssigt arbejde, som enkeltstående virksomheder aldrig har brug for: at lægge selskabernes balancer og resultatopgørelser sammen, eliminere interne mellemværender, tilgodehavender, gæld, salg og køb, omregne selskaber, hvis bøger føres i en anden valuta, og præsentere den del af egenkapitalen, der tilhører eksterne aktionærer, som mindretalsinteresser (non-controlling interest).
Direktivet fastsætter reglerne for koncernregnskaber i kapitel 6. IFRS 10 og IAS 21 fastsætter dem for IFRS-koncerner. Begge forventer de samme mekaniske trin, hvilket er grunden til, at en konsolideringsmotor kan understøtte begge regelsæt, så længe den rapporterende enhed foretager de regnskabsmæssige skøn.
Nordlets koncernkonsolidering fungerer på dette niveau: En koncernejer tilføjer datterselskaber med en ejerandel og en konsolideringsmetode (fuld konsolidering med mindretalsinteresser, proportional konsolidering eller indre værdi), datterselskaber i andre valutaer omregnes til ultimokursen, interne mellemværender markeres til gennemgang, og de elimineringer, I beslutter jer for, indtastes som balancerede reguleringer. Resultatet er en konsolideret balance, resultatopgørelse og saldobalance. Pengestrømsopgørelser og egenkapitalopgørelser for koncerner, automatiske elimineringer samt valutakursomregning med flere kurser genereres ikke, hvilket fremgår af guiden.
Hvor regnskaberne indsendes
Ethvert medlemsland har et erhvervsregister, der modtager de godkendte årsregnskaber: Handelsregister og Bundesanzeiger i Tyskland, Registre du commerce i Frankrig, Erhvervsstyrelsen i Danmark, Bolagsverket i Sverige, Registrų centras i Litauen osv. Nogle modtager en struktureret fil (inline XBRL er efterhånden udbredt), andre modtager en PDF, og visse kræver, at tallene indtastes direkte via deres egne webformularer.
Nordlets side for landespecifik indberetning viser for hvert af de 30 lande, som systemet dækker, om Nordlet selv indsender årsregnskabet, genererer en fil til upload eller viser tallene, så I kan indtaste dem. Svaret varierer fra land til land, fordi registre er forskellige: Den danske årsrapport indsendes som inline XBRL, den svenske genereres som inline XBRL til upload hos Bolagsverket, og de litauiske regnskaber tastes manuelt ind, da registret ikke stiller noget filformat til rådighed.
Hvordan Nordlet håndterer de forskellige lag
Nordlet er bygget op, så ét sæt regnskabsbøger kan opfylde det nationale krav i ethvert af de 30 lande.
- Én kontoplan, mange opstillingsformer. Enhver virksomhed tager udgangspunkt i den samme standardkontoplan, som følger den litauiske anbefalede kontoplan. Kontosaldi knyttes derefter til regnskabslinjerne for landets lovpligtige opstillingsform under
Konto → Regnskabslinjer, så balance og resultatopgørelse præsenteres i det format, det lokale register forventer. - Størrelseskategori direkte fra regnskabsbøgerne. Modulet med rapporter indeholder et størrelseskategori-endpoint, der klassificerer virksomheden som mikro, lille, mellemstor eller stor på baggrund af dens egne tal, hvilket afgør, hvilken opstillingsform og hvilke noteoplysninger der gælder.
- Årsregnskab som rapport. Balance og resultatopgørelse udarbejdes som en regnskabsrapport, og de landespecifikke årsregnskabsindberetninger genereres på baggrund heraf. Hvilke indberetninger der sendes automatisk, fremgår af siden for indberetningsstøtte.
- Indtægtsgenkendelse, der understøtter 606/15. Periodeafgrænsning af indtægter, periodiserede og milepælsbaserede planer, tilbagebetalingsforpligtelser og kontraktændringer håndteres pr. fakturalinje af motoren til indtægtsgenkendelse. Softwaren leverer teknikken; valget af metode pr. kontrakt forbliver den rapporterende enheds eget skøn.
Den ærlige grænse er den samme, som direktivet opstiller. Software kan generere regnskabet, knytte linjerne sammen og indsende pakken. At afgøre, om en virksomhed er en lille eller mellemstor enhed under en national option, om en leasingaftale er finansiel leasing efter lokal regnskabsskik, eller om en koncern er berettiget til fritagelsen for delkoncerner, er en vurdering, som virksomheden og dens revisor selv skal foretage.
FAQ
Findes der et EU-GAAP?
Nej. Regnskabsdirektivet fastsætter minimumsregler, som hvert medlemsland omsætter til sin egen lovgivning, og virksomhederne følger denne nationale lovgivning. IFRS er kun obligatorisk for koncernregnskaber for virksomheder, der er optaget til handel på et reguleret EU-marked.
Skal små virksomheder i EU revideres?
Direktivet kræver revision for mellemstore og store virksomheder samt virksomheder af offentlig interesse. Det giver medlemslandene mulighed for at fritage små virksomheder, hvilket de fleste gør, selvom nogle fastsætter lavere nationale beløbsgrænser. Tjek altid de nationale regler i registreringslandet.
Hvad er de gældende EU-grænser for virksomhedsstørrelser?
Efter delegeret direktiv 2023/2775 overholder en mikrovirksomhed to af følgende tre grænser: 450.000 € i balancesum, 900.000 € i omsætning, 10 ansatte. Små virksomheder: 5 mio. €, 10 mio. €, 50 ansatte. Mellemstore virksomheder: 25 mio. €, 50 mio. €, 250 ansatte. Medlemslandene kan forhøje de beløbsmæssige grænser for små virksomheder med op til 50 procent.
Kan en ikke-børsnoteret virksomhed anvende IFRS til sit lovpligtige regnskab?
Kun hvis medlemslandet tillader det. Flere lande tillader det, enten for årsregnskaber, koncernregnskaber eller begge dele. Hvor det er tilladt, skal virksomheden som regel også opfylde nationale krav til indberetning og skatterapportering, der er bygget op omkring den nationale regnskabsskik, så skiftet er sjældent uden ekstraarbejde.
Skal en koncern af små virksomheder udarbejde et koncernregnskab?
Som regel ikke. Direktivet fritager små koncerner for at udarbejde koncernregnskab, og de fleste medlemslande har taget denne fritagelse til sig. En koncern, der ligger lige over grænserne for små virksomheder, skal dog konsolidere enten efter national regnskabsskik eller, hvis medlemslandets regler tillader det, efter IFRS.